Book has been added to cart!

EUs visumfrihed for Tyrkiet

-

Tænk dig om!

Vi skal uddanne vores parlamentsmedlemmer i EU inden de afgiver deres stemme

Beskrivelse af projektet

Der er 751 valgte medlemmer af Europaparlamentet som dagligt laver beslutninger der påvirker millioner af mennesker i Europa. Hver beslutning, skal derfor bruge all relevant information i fra en lang række kilder.

Om ikke længe skal der stemmes over forslaget om visumfrihed med Tyrkiet. Hvis du er enig i at det er en vigtig beslutning, benyt venligst de følgende fakta til at undervise dine politikere. Vi skal ikke fortælle dem hvordan de skal stemme, men blot hjælpe dem at lave en informeret beslutning. Vi tror, at når mange mennesker laver små handlinger, så kan de få en stor effekt. I bunden af siden kan du klikke på “Handling Nu”-knappen for at se hvordan du kan deltage i den her undervisningskampagne.

Immigration

I et langtidsperspektiv må etableringen af et visum-frit forhold i mellem Tyrkiet og EU anskues som et skridt i forkert retning. Aftalen vil blandt andet svække motivationen til Tyrkiet for at løse immigrationskrisen, og det vil permanent forøge antallet af tyrkiske borgere i EU.

Visumfrihed for Tyrkiet udgør følgende risici for EU:

  • Lavere motivation for Tyrkiet at løse immigrationskrisen.

  • Højere antal tyrkiske borgere i EU, med eller uden nødvendig opholdstilladelse.

  • Højere antal visumansøgninger i fra tyrkiske borgere.

  • Mulighed for at overføre flere etniske konflikter i fra Tyrkiet til Europa (for eksempel den kurdiske/tyrkiske).

  • Problemer med at håndhæve tyrkiske forpligtelser overfor EU.

  • Åbning af en “officiel” rute for både immigranter og radikale elementer.

  • Problemer med at genindføre krav til visum for Tyrkiet.

  • Øget indflydelse for Politisk Islam i EU.

Oprettelsen af en visum-fri aftale med Tyrkiet giver en bred vifte av risici. Risikoen for at historien med det liberale visum-samarbejde med de vestlige Balkan-lande vil gentage sig selv er høj. Mange af dem der immigrerede til Tyskland, Belgien og andre lande, forsøgte at opnå asyl (om end de mislykkedes), noget der medførte ophobninger i asylsystemet, og fremkaldte diskussioner om genindførsel af visumpligten. Tyrkiet er langt større end det vestlige Balkan, det har betydelige forskelle angående interne socioøkonomiske forskelle, og har meget store problemer med grundlæggende beskyttelse af minoriteter. Antallet af borgere der tilhører de laveste socioøkonomiske klasserne eller sværtstillede minoriteter (kurdere, armenere, kristne) er højt i dagens Tyrkiet. Ovenikøbet udbydes et stort antal falske eller ulovlige “anskaffede” tyrkiske pas til immigranter i fra andre lande, imens de opholder sig i Tyrkiet. Når man tager i betragtning de svære forholdene til minoriteterne i Tyrkiet, så fremstår EU som et attraktivt mål for mange minoritetstyrkere.

EU ønsker at indføre visumfrihed for Tyrkiet uden, at Tyrkiet behøver at opfylde alle de nødvendige kriterier - for eksempel tilpasning til anti-terrorlove. Hvis EU etablerer visumfrihed for Tyrkiet inden Ankara opfylder de eksisterende betingelserne, hvordan vil EU overtale Tyrkiet at foretage de interne forandringerne? Præsident Erdogan udpresser EU med trusler om at åbne grænserne, og at transportere immigranter til EU-landene. Truslerne i fra Ankara burde få EU til at se, at de ikke kan stole på Tyrkiet som en samarbejdspartner for at løse immigrationskrisen. Ligeså snart der ikke kræves visum længere for tyrkiske borgere, vil det være meget svært politisk at genindføre visumkravet i mellem EU-landene og Tyrkiet.

Sikkerhed

At indføre visumfrie rejser i fra Tyrkiet vurderes at være en sikkerhedsrisiko for EU. Tyrkiet er naboer til udemokratiske eller ustabile stater, og Tyrkiets egne statlige organisationer samarbejder med jihadister der opererer på tyrkisk territorium.

 

  • Tyrkiet støtter IS og andre jihadist-grupper.

  • Tyrkiet forsyner jihadister med våben og forsyner dem med træning og medicinsk hjælp.

  • IS opererer direkte på tyrkisk territorium.

  • Tyrkiet er en ustabil geografisk region.

  • Tyrkiet deler en 1.925 km lang grænse med Syrien, Irak, Iran og Georgien.

  • Visumfrihed for rejser fra Tyrkiet til EU vil give nemmere adgang til Europa for jihadister.

Tyrkiet deler en 1.925 km lang grænse med ustabile eller krigramte lande som Syrien, Irak, Iran og Georgien.

Instituttet for studier af menneskerettigheder (The Institute for the Study of Human Rights at Columbia University, New York City) har publiceret artikler der afslører Tyrkiets support til Islamisk Stat (IS). Ifølge aviser og sociale medier er det nemt at bevise Tyrkiets rolle i krigen i Syrien på jihadisternes side (IS, Al-Nusrá, etc.). Ifølge en IS-leder stammer det meste af krigere, udstyr og forsyninger i fra Tyrkiet. Det er også blevet dokumenteret at våben til jihadister blev bragt ind i Tyrkiet i lastbiler der skulle transportere humanitær hjælp til syriske turkmenere. Der findes også dokumenterede nyhedsartikler som beviser at tyrkiske agenter giver logistikstøtte til jihadister, forbedrer deres træning, yder hospitalstjenester og sikker indrejse til Syrien i gennem den tyrkiske Hatayprovinsen. Det britiske Sky News har kommet i besiddelse af dokumenter der beviser, at tyrkiske myndigheder godkender pas til fremmede jihadister som forsøger at krysse den tyrkisk-syriske grænse, og tilslutte sig Islamisk Stat. IS sælger mineralressourcer, antikviteter og hvidvasker penge, noget der er en betydelig indtægtskilde. Olje bliver transporteret ind i Tyrkiet med tankvogne, og ifølge pålidelige kilder, i gennem illegale rørledninger.

IS opererer altså direkte i Tyrkiet med dokumenterede IS rekrutteringsoperationer i centrum af Istanbul og Gaziantep. Samtidig støttes IS af Tyrkiets militære gruppe IBDA-C. Nogle websites, med fokus på rekruttering af IS-krigere i Tyskland drives i fra skoler etableret af det tyrkiske regeringsparti, AKP. I følge jordansk efterretning træner Tyrkiet IS-krigere som skal benyttes i specialoperationer.

Demokrati

På længere sigt afviger Tyrkiet i fra de iboende principerne til en sekulær stat på grund af den tyrkiske regerings og religionens sammenkædning. Politisk Islam er en åbenbar komponent i Tyrkiet, noget der pladserer landet på kollisionskurs med resten af det sekulære Europa.

 

  • Tyrkiet er ikke en sekulær stat.

  • Tyrkiet er ved at blive betydeligt islamiseret, Politisk Islam bliver i øgende udstrækning en del af officiel politik.

  • Tyrkiet støtter betydeligt væksten af islam i andre lande.

  • Tyrkiet har forsøgt at påvirke andre landes politik ved hjælp af Tyrkiets religiøse organisationer.

  • Den seneste fremgang giver et enevælde som følger Den Islamske Doktrine (kalifat).

Selv om Tyrkiet har indført flere demokratiske reformer siden tiltrædelsesforhandlingerne med EU startet i oktober i 2005, så er Tyrkiet stadigvæk langt i fra at være et sekulært demokrati. De seneste årene har Tyrkiet afveget betydeligt i fra arven efter Mustafa Kemal Atatürk, gundlæggeren af det moderne, sekulære Tyrkiet. Tyrkiets fremmeste repræsentanter, inklusive præsidenten, giver udtryk for en stærk pro-islamisk retorik, specielt i sammenhæng med lovgivning og individuelle friheder. Præsident Erdogan har selv udtalt: “Vores mål er at blive den islamiske stat. Vores arv er islam.” Vedrørende demokrati, sagde han: “Demokrati er som et tog. Vi skal stå af, når toget kommer til den station hvor vi skal være.” Kvinder beskrives tit som underlegne i forhold til mænd, og deres status bestemmes af bestemmelserne indenfor islam.

99% af Tyrkiets befolkning har overgivet sig til islam, og Erdogans regerende parti, AKP startet i den islamiske bevægelse der blev forbudt i 1998. I gennem partiets mere end 10 år lange regeringperiode, har AKP forstærket islams stilling i Tyrkiet: i 2013 blev forbudet i mod at tildække håret for offentligt ansatte i kontorer og skoler ophævet, åbenlys respektløshed for islam giver nu en straf på i mellem 6 måneder og 1 år i fængsel, såfremt staten anser at det potentielt kan skabe uro, og religiøs uddannelse i grundskoler og gymnasier (hovedsaglig læren om sunniislam) er påbudt, og under statelig kontrol.

Præsident Erdogan har prioriteret at ændre Tyrkiets grundlov for at udvide den udøvende magt han har betydeligt. Ministeriet for religiøse anliggender (Diyanet) er for tiden under ministerens kontrol, og overvåger i øjeblikket ikke kun de 80.000 moskéerne i Tyrkiet, men også programmerne for bygningen af tyrkiske moskéer i udlandet. Tyrkiet planlægger også at benytte Diyanet i udenrigespolitik. Budgettet til den Tyrkisk-Islamiske Union for Religiøse Spørgsmål i Tyskland (DITIB) blev forøget betydeligt til ca. 1,8 milliarder Euro, som er mere end budgettet til tolv andre ministerier i Tyrkiet. Antal ansatte i DITIB øget betydeligt i fra 72.000 i 2014 til 120.000 i 2016, og 970 “statelige” imamer blev sendt til de tyrkiske moskéerne i Tyskland der styres af Diyanet. Tyrkiet, og Erdogan i særdeleshed, har givet stærk støtte til Det Muslimske Broderskab (MB), selv om der skal siges at have været en afkøling af forholdet i den senere tid i mellem AKP og MB.

Selv om Tyrkiets holdning måske virker overraskende, så har det støtte i Politisk Islam - jihad. Tyrkiets anstrengelser er beordret for beskyttelsen og spredningen af islam, samtidigt som det tillader Tyrkiet at implementere andre politiske mål. I den sidste ende afspejler det en lignende vej som den Saudi Arabien har gået, som også støtter væksten af både islam og jihadistgrupper i muslimske og ikke-muslimske lande.

Kvinder

Det sekulære Tyrkiet ønsker at sikre, og opretholde ligestilling i mellem kønnene som en grundlæggende menneskerettighed - til trods for de kulturelle og religiøse traditionerne i landet der har modstridende værdier. Alligevel ser de regerende magterne ud til at favorisere mænds frihed på bekostning af kvinderne (der udgør 52% af den tyrkiske befolkning). Lige siden Erdogans AKP-parti kom til magten, har partiet blevet beskyldt for “at reversere kvinders status, og at bevæge landet i retning af islamisk konservatisme”. Det er et tankesæt i fra middelalderen, og en sådan måde at tænke på har ingen plads i et moderne Europa.

 

  • Der er store forskelle i mellem kønnene politisk, økonomisk og i deltagelsen i uddannelse

  • Arrangerede ægteskab og børnebrude - skikke der stammer i fra Middelalderen

  • Æresdrab og æresselvmord behandles i realiteten ikke

  • Ligestillingsproblematik kontra Politisk Islam i hverdagslig politik

  • Sekulære kvinder bliver påtvunget islamiske traditioner

  • Vold i mod kvinder (sager for hjemmet og offentligheden)

Tyrkiet rangerer 130 af 145 lande i World Economic Forums rapport om global ligestilling af kønnene - Global Gender Gap Index 2015. Det er lige lidt højere end Iran, Saudi Arabien og Egypten. Kvinders deltagelse i det Tyrkiske Parlamentet er på blot 4,4 % - altså langt under normalen i Europa og verden i øvrigt. Blot 14 % af alle parlamentsmedlemmerne i det sidste parlamentet var kvinder, og det er ingen kvindelige representanter i næsten halvdelen af Tyrkiets byer. Tyrkiske kvinder er også underrepræsenteret i arbejdsstyrken: 28% af kvinder er i arbejde, sammenlignet med EU, der har et gennemsnit på 63%. 36% af universiteternes studerende er kvinder (30% læger og arkitekter og 25% advokater), er der områder i Tyrkiet hvor næsten halvdelen af den kvindelige befolkning er analfabeter. Hele befolkningen bruger 6,5 år i skole, altså mindre end Saudi Arabien, Iran og Qatar.

Rapporten “Vold mod kvinder i hjemmet, 2014” (The Domestic Violence Against Women Report) konkluderede med at næsten 40% af kvinderne i Tyrkiet er blevet fysisk mishandlet mindst én gang i livet, og en af ti kvinder er blevet udsat for seksuel vold af deres partner. I følge FN udgør det en 10 ganger højere sandsynlighed for at blive udsat for vold i hjemmet i Tyrkiet end i europæiske lande. Tyrkiet rangerer som nummer 77 af 138 lande på FNs indeks for ligestilling af kønnene (UNDP, United Nations Development Programme).

Vold i mod kvinder har eksploderet siden Erdogans islamistiske parti, AKP kom til magten. I fra 2003 til 2010 øgede antal mord i blandt kvinder med 1.400%, og kvindens ægtemand er morderen i halvdelen af tilfælderne. Den enorme øgningen i vold i hjemmet er direkte knyttet til familiens ære. Det tyrkiske udannelsesministerium fandt at 1 af 4 tyrkere støtter æresdrab (Istanbul har i gennemsnit 1 æresdrab om ugen).

Under mange år kunne gerningsmanden som begår sådan vold få reduceret straf under tyrkisk lov, hvis de benyttet “provokation” som forsvar. Tyrkiske advokater og aktivister siger at de milde straffe stammer i fra en kultur som anskuer kvinder som andenrangs borgere. Nogle gange bliver en kvindes død ingen engang efterforsket, fordi ægtemanden påstår at det drejer sig om et selvmord eller en ulykke, og politiet kigger den anden vej. Som en del af kampagnen i 2005 for at få Tyrkiet ind som medlem af EU, blev der indført livsvarig fengsel som straf for æresdrab. Alligevel har den strategi slået tilbage på andre måder. Undersøgende britiske journalister og menneskerettighedsaktivister mener at den nye lov har medført, at langt flere piger begår selvmord.

Amnesty International rapporterer at Loven for beskyttelse af familien og Forebyggelse af vold i mod kvinder i 2012 “er utilstrækkelig, magler ressourcer, og er ineffektiv for at behandle vold i hjemmet. Flere kvinder som skulle være under beskyttelse blev rapporteret dræbt. Antallet krisecentre for ofre for vold er langt under det der kræves af loven.”

I næsten en tredjedel af alle ægteskab i Tyrkiet, er bruden et barn. Tæt på 7.000 piger i alderen 13 til 17 år gift i løbet af det foregående tiår ifølge en undersøgelse af en kvinderettighedsgruppe. Tallet genspejler dog ikke de mange uregistrerede ægteskab der bliver indgået udenfor offentlighedens lys, bevidnet af en imam. “Tæt på 20.000 familier indleverede en anmodning om at bortgifte deres datter under 16 år i 2012”.

Den tyrkiske regering svækker kvinders rettigheder i landet bid for bid. Med Erdogan ved magten, er forbudet for piger og kvinder at bære religiøse hovedplag i skoler og i offentlige institutioner blevet fjærnet over de to sidste år. Brugen af burka har spredt sig, og hijab er blevet lovlig i offentlige bygninger. Erdogans kone, Emine, bærer hovedplaget ved officielle anledninger, og det gør konen til hans gamle allierede AKP-kamerat Abdullah Gul, som var den forrige præsident. Erdogan provokerede også da han gav tyrkiske kvinder ordre om at holde sig hjemme og yngle, og krævede tre børn i fra hver af dem. Han viste til kvinders rolle i Koranen for at retfærdiggøre hans udsagn, blandt andet i udtalelser som: “Kvinder er kvinder, mænd er mænd, er det muligt for dem at være ligeværdige?” Hans berygtede udtalelse resulterede i demonstrationer i 2013 på den Internationale Kvindedag. Demonstrationerne ledet til såkaldte Gezi-aktioner, hvor tyrkiske sikkerhedsstyrkers angreb mod demonstrationerne ledet til omfattende, og veldokumenterede påstande om sexchikane og vold.

Erdogans kollegaer fremmer også den islamistiske agenda. I hans seneste kommentar, nævnte for eksempel Babacan at den øgende alderen for indgåelse af ægteskab og “den øgende grad af forhold udenfor ægteskab” var “en betydelig forhindring for at forøge befolkningstallet”. Visestatsministeren tiltalte i 2015 et medlem af oppositionspartiet på følgende måde: “Frue, ti stille! Du, som kvinde, ti stille!” Navneskiftet i fra “Ministeriet for kvindesager” til “Ministeriet for familie- og socialpolitik” i 2011 understreger et skifte i Tyrkiets politiske agenda. Liberale tyrkere frygter, at den islamistiske regeringen er motiveret, ikke blot af demografiske hensyn, men også af en konservativ agenda, der målretter sig i mod en liberal livsstil og kvinders friheder.




Kristne og jøder

Tyrkiet har en lang historie med religiøs og etnisk diskriminering lige siden det Osmanniske Imperium som fortsetter i våre dage. Til trods for at grundloven garanterer religiøs frihed, bryder det islamistiske AKP-partiet, og og flertallet af det tyrkiske samfund det som står i loven. De grove brud på de grundlæggende menneskerettigheder går hånd i handske med fornægtelserne af de historiske fakta rundt det Armenske Folkemord og de jødiske pogromer. Præsident Erdogans officielle holdning vedrørende det Armenske Folkemordet genspejler denne sandhed: “Vi begik ingen forbrydelse, derfor har vi ingen grund til at komme med en undskyldning

 

  • Tyrkiske myndigheder nægter for århundreder med forfølgelse af ikke-muslimer, og først og fremmest Det Armenske Folkemord

  • I dagens Tyrkiet diskrimineres religiøse og etniske minoriteter, og diskrimineringen lægges til rette af staten

  • Der har været utallige angreb på ikke-muslimer, og problemet er ikke blevet sat i fokus af myndighederne

  • Ikke-muslimske flygtninge i fra Syrien og Irak behandles som andenrangs borgere i Tyrkiet, og får megen lidt hjælp i fra staten

Under det osmanniske styret blev de undertrykkende religiøse love om dhimmisering i mod ikke-muslimske minoriteter håndhævet i århundreder. I følge diplomatiske rapporter i fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, massakrerede osmanniske tyrkere mere end 200.000 armenere i mellem 1894 og 1896. Ungtyrkernes regime massakrerede 25.000 armenere i 1909, og 600-800.000 armenere blev slagtet i 1915, i det første formelle folkemord i det 20. århundrede. Som en del af denne formelle form for jihad i mellem 1914 og 1918, tvangskonverterede regimet med vold mindst 559 landsbyer til islam, de lagde øde 568 kirker, omdannede 282 kristne kirker til mosk´ér, og torturerede og myrdede 21 protestantiske præster og 170 armenske præster.

Ifølge den Kristne Ortodokse Kirke faldt befolkningen af ortodokse kristne i Tyrkiet i fra 2 millioner i 1900 til mindre end 4.000 i dag. “De fleste blev tvunget ud.” Jøderne i Tyrkiet har ikke måttet lide noget mindre. De blev mål for De Trakiske Pogromer i 1934, og efter Den 2. Verdenskrig blev de deporteret, og løbende forfulgt af myndighederne, noget som medførte en hurtig udvandring af 40% af Tyrkiets jøder. Processen med udslettelse af folkeslag i Tyrkiet accelererede igen efter den berygtede Istanbul-pogrom i mod grækerne, armenerne og jøderne i 1955, og blot 17.000 af de 77.000 jøderne i fra efterkrigstidens

Tyrkiet eksisterer herefter. I dag lever etniske og religiøse minoriteter i Tyrkiet i frygt. De bliver diskrimineret af myndighederne, hæren, statlige skoler (med påbud om at blive undervist om sunniislam), og i den kulturelle sfære i dagens tyrkiske samfund. Som en del af kravene til EU-medlemsskab skal regeringen angiveligt have planer om at fjerne religion i fra ID-kort til tyrkiske statsborgere inden tre år. Klassifikationskoder for statsborgere vises på ID-kort som myndighederne fører kontrol med, har medført religiøs diskriminering i Tyrkiet (der rapporteres at grækere mærkes med “1”, armenere med “2”, jøder med “3” og assyrere med “4”).

Det eksisterer også utallige rapporter om vold i mod mennesker med ikke-muslimsk baggrund. I 2011 slog en taxa-chauffør en amerikansk kunde: “Din accent er grim”, sagde han til hende. “Du er en kafir (vantro)”. Den 28. desember 2012 blev en amerikansk kvinde, Maritsas Kucuk, mishandlet og dræbt med kniv i hendes hjem. Samme måned blev en anden ikke-muslimsk kvinde, T. A. (87) angrebet, tævet og kvalt i hendes hjem. I januar 2013 blev en 40 år gammel lærer ved navn Sahin, som arbejdet ved en armensk skole i Istanbul, halshugget i hans hjem. De tyrkiske myndighederne viet disse hændelser knap nogen interesse.

Diskriminering har også berørt de religiøse og etniske minoriteter af flygtninge på det seneste. De rundt 45.000 armenske og assyriske flygtninger - der har flygtet i fra Syrien og Irak, og har slået sig ned i små anatoliske landsbyer i Tyrkiet - tvinges til at skjule deres religiøse identitet.

Hva kan vi gøre nu?

Vi kan deltage i en historisk begivenhed, som kan sætte præcedens for udviklingen af Europa. Venligts klik på “Handling Nu”-knappen og begynd din påvirkning af Europas fremtid. Mange tak.

Hvad er CSPI?